Kipili-tur med børn og skoleferie



I den første weekend i december tog vi på tur med børnene til Kipili. Hele ugen op til havde der været en kæmpe forventningsglæde, og nogle af børnene havde øvet en del sang og dans til søndagens gudstjeneste der. Det var en fantastisk god tur, hvor vi bare fik hygget med børnene, og hvor fællesskabet blandt staff og os blev styrket. Selv da bussen derhen holdt stille i godt 7 timer pga. bremseproblemer, forblev børnene ved godt mod. På turen fik børnene lækkert mad morgen, middag og aften, hvilket bl.a. bestod af et festmåltid lørdag aften med helstegt pattegris og sodavand. På turen lavede vi snobrød, sejlede ud til øen ”Manda Uwile”, var til gudstjeneste, hyggede og badede i stor stil, som helt klart var børnenes favoritaktivitet. En stor tak til alle, der har støttet vores tur!

Samuel og de store drenge hjalp hinanden med at ordne grisen.

Ventetiden kunne bruges på mange måder.

Der laves mandazier om aftenen til morgenmad.

Båden var fyldt med glade børn!

At bade i redningsveste er et kæmpe hit!

Joseph har da lige fanget et par fisk i søen

Et af Peter's House's kor i kirken i Kipili

Vi købte bl.a. 40 kålhoveder til turen i silende regnvejr.

Ugen efter fik børnene ferie, da skoleåret er slut. Der er dog nogle af klasserne, der fortsat går lidt i skole, da de skal forberede sig på det næste skoleår, men vi håber, de kan nå at holde ferie, inden det nye skoleår begynder. Børnene er hermed hjemme hele dagen, og vi har derfor leget en del med dem, og lavet nogle større aktiviteter såsom at bage pebernødder (hvor børnene nåede at smug-spise af den rå dej), glidebane, spillet volleyball og leget en del med LEGO. Flere rotter, levende som døde, havde fundet vej ind til vores LEGO, og det lugtede så grimt, at ikke engang børnene ville lege med det. Det var så ulækkert, at jeg stadig får gåsehud ved tanken om det. Heldigvis har vi en masse andet LEGO, som børnene kan lege med i stedet for.

Når der er glidebane, så er der fest!

Helt almindelig leg med de mindste børn

Mama'erne er også blevet helt vilde med UNO!

Mange af snedkerdrengene er også taget hjem i deres ferie, og det betyder, at der er mere stille i snedkerværkstedet, og at jeg dermed ikke underviser dem i engelsk i en periode. Nogle enkelte af dem har dog ønsket at få engelskundervisning, så med dem har jeg haft nogle ”snakke-timer” på engelsk. Det er så fedt, at de er så motiverede for at lære noget.

Fællesbillede med alle kara-kana-drengene og os volontører

Vi er gået i gang med et større tøj-projekt sammen med John, hvor vi gennemgår alle børnenes tøj, så de har lige meget. Det er en super udfordrende proces, da det ikke er alle børn, der er lige ærlige omkring, hvor meget, de har, og der er faktisk overraskende stor forskel på, hvad de har. Det betyder også, at vi har vasket en del af deres tøj og syet en hel masse. Noget af deres tøj har også været så slidt, at det ikke engang kan bruges til at lappe andet tøj. Vi håber, at denne proces bliver til gavn for børnene, og at vi snart kan uddele lidt ekstra tøj til dem.

Der ordnes tøj

For godt en uge siden fik vi tre nye børn på Peter’s House; Zitta og Alkado på 8 år og Amos på 4 år. De er fætre og kusine og har boet hos deres bedsteforældre i Kipili, som ikke har kræfter eller penge til at forsøge dem længere. De er nogle dejlige børn, og er faldet godt til her på Peter’s House, men da de er meget unge, opsøger de også meget tryghed hos os volontører. Når de fortæller om, at de har spist mad eller har fået et bad, får de helt julelys i øjnene, og det er så stort at mærke deres glæde! Det har givet et helt nyt perspektiv for mig ift. alle børnene på Peter’s House, da vi ikke har set, hvilken dagligdag de havde, før de kom her. Selvom børnehjem ikke altid er den bedste løsning for børn, så er det bare fedt, at de her kan have en almindelig dagligdag uden bekymringer for, om de kan få mad, vand, sove trygt eller få et bad.

Amos på 4 år bruger sæbeboble-vandet til skæg..

Francis vil gerne bruge tid på at læse i Bibelen. Her skal det lige nævnes, at jeg sidder med den danske version ;-)

Selvom det ikke sner uden for vinduet, og vi går rundt i T-shirts, så har vi julehygget med småkager, dog uden halvdelen af krydderierne, og hørt julemusik for at komme i julestemning. Hernede i Tanzania har jeg kun set en enkelt butik, der har pyntet op til jul med et plastik-juletræ. Jeg glæder mig til at være en del af, hvordan de fejrer, at Jesus blev født hernede i næste uge.

Rå pebernødde-dej, det kan jo spises..

Vi volontører har købt en skildpadde for 3000 tsh, der svarer til 9 kr. Vi er stadig ved at finde ud af, hvad den spiser, men har dog fundet ud af, at den ikke kan svømme.. (Spørg ikke hvordan ;-)) Børnene er vilde med den, men holder sig lige lidt på afstand alligevel.

Må vi gerne se skildpadden?

Et stemningsbillede fra gadedrengene

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Next stop: Peter's House, Sumbawanga, Tanzania

Kipili er fyldt med myg og søde børn

KARIBU Tanzania