Tutaonana Tena Tanzania

Mine sidste par uger på Peter’s House har jeg brugt i selskab med Anne og de nye volontører, Rikke, Karoline og Casper. Det har været en hyggelig tid med både børnene, snedkerdrengene og staff, hvor jeg bl.a. har spillet en masse fodbold, hjulpet med lektier, leget med de yngste og ellers bare udnyttet den mængde swahili, jeg har lært, til en sludder hist og her.

Karoline og jeg med Ajuai og Agatha

Alfo og jeg sorterede grønne, spiselige blade

Tre af børnene Monica, Knudi og Peter er fra årsskiftet begyndt at gå på Secondary-School, hvor de har haft en meget hård start. For det første foregår al undervisning på engelsk, hvilket er meget svært for dem at forstå – og for det andet så får de mange slag, når de klarer sig dårligt. Det resulterer i, at de ikke har lyst til at gå i skole, da de ikke forstår særligt meget og dermed bliver slået. Karoline og jeg begyndte derfor at undervise dem og to andenårselever, Maulid og Hakim, i engelsk sidst på eftermiddagen hver dag, hvilket de har været super motiverede for, på trods af at de er trætte efter en lang skoledag.

Knudi, Maulidi og Monica er lige kommet hjem fra Secondary-School

Hyggelig, stille og rolig undervisning i engelsk grammatik

Nogle af snedkerdrengene er blevet færdige, og derfor var der en anledning til at holde en kæmpe fest, hvor de selvfølgelig ikke gik ned på kæmpe højttalere. Der blev danset i stor stil hele aftenen, og børnehjemmet blev nærmest forvandlet til et sodavandsdiskotek, hvor over 100 nabobørn også festede med.

Musikken spillede højt og der var vilde dansetrin

Snedkerdrengene havde fået en kæmpe bestilling, så de var nødt til at rykke arbejdet udendørs

En søndag eftermiddag gik vi op på et bjerg, som ligger nogle kilometer fra Peter’s House. I efteråret var jeg oppe på samme bjerg, men dengang var alt tørt og støvet, da det var ingen regntiden. Det var derfor en helt anden tur denne gang, hvor der var mange grønne marker og en mere klar udsigt.

Højt solskin og frodig natur

Pga. et voldsomt vandskyl i regntiden er broens ene side brast sammen

I det sidste halve år har jeg oplevet, at Tanzania er et land i udvikling. Enkelte mindre supermarkeder er åbnet med fine vinduespartier og flere forskellige varer at vælge i mellem. Det føles næsten som at gå ind i en butik i Europa. Endnu en vej er blevet asfalteret, og nogle enkelte priser er steget en smule.

Man skulle tro, at man var i Europa med dette fine mini-supermarked

Den nyasfalterede vej

Ægteparret Bibi (bedstemor) og Babu (bedstefar) Silungwe, som bor ved Peter’s House, er stadig meget gæstfrie og deres hjem er åbent for alle – både børn, volontører og staff. Bibi er begyndt at lave mandazi i stor stil til salg ved gaden, hvilket er en form for bolle, der bliver friturestegt. Man kommer ikke derfra uden at have fået en mandazi serveret, om man er sulten eller ej. Mange af drengene benytter også deres hjem til at se fodboldkampe i selskab med Babu. Deres gæstfrihed og rummelige hjem skaber en rar og hjemlig atmosfære for børnene, hvilket bare er dejligt at mærke.

Jeg kom ikke uden om at lave mandazi hos familien Silungwe

Margriet x 2

To gange om ugen har jeg brugt tid sammen med gadebørn i Sumbawanga, og selvom børnene kommer fra et hårdt miljø og ikke altid taler pænt, så har det været så dejligt at tilbringe tid med dem, hvor vi har spillet fodbold og UNO. Det har været fedt at være med til at skabe nogle trygge rammer for dem et par gange i ugen.

Nogle super skønne gadedrenge!

Jeg kommer til at savne dette smil!

Jeg kommer sådan til at savne alle børnene og staff på PH. Det er en underlig fornemmelse at sidde tilbage med her i Danmark, at Peter’s House ikke ”går i stå”, selvom min tid som volontør er forbi. Jeg savner det allerede, men er så taknemmelig over, at jeg har fået lov til at være en del af Peter’s House. Jeg ser tilbage på 6 måneder, hvor jeg bl.a. har erfaret at mangel på sprog ikke forhindrer dig i at gøre noget, men at det er ens indstilling, der er afgørende.

Super seje Zitta, som kom på Peter's House i december

Ikke en dag uden at kaste håndtegn til Felix

Den 7. marts begyndte Anne og jeg vores tur hjem mod Danmark, hvor vi landede over et døgn senere. I Sumbawanga var bussen lige ved at køre fra os, så vi måtte løbe efter den for at komme med. Vores hjemtur var ellers helt uden problemer, og vi udnyttede at vi kunne snakke lidt swahili med hinanden, hvis ikke andre skulle forstå det, hvilket var super sjovt. Min bagage var fyldt med en del stof i mange farver, krydderier, ting i sort træ og selvfølgelig også bønner. Herudover er min rygsæk blevet fyldt med tanzaniske kulturoplevelser, hvor åbenhed, gæstfrihed og tiden er betydningsfulde værdier, jeg gerne vil pakke ud af min rygsæk og gøre brug af her i Danmark.

De går ikke ned på farverigt stof

Tanzania-tøzer på vej hjem

TUTAONANA TENA TANZANIA // Vi ses igen Tanzania!